Af Mogens Rosengaard, direktør, RTM Pension
Her tæt på årsskiftet kan vi se tilbage på et år, som har budt på mange udfordringer for vores kunder.
For RTM Pension har 2022 været et år præget af vækst og travlhed med at servicere vores såvel mange bestående kunder som de mange nye kunder, vi har budt velkommen her i RTM i løbet af året.
Pension og pensionsrelaterede forhold er komplicerede forhold, og vi oplever, at flere og flere efterspørger at få kompetent og uvildig rådgivning. Det tror jeg blandt andet er en af årsagerne til, at RTM Pension i 2022 har haft en vækst i niveauet 40 procent i forhold til omsætningen sidste år, hvor vi også kunne glæde os over en høj vækstrate.
Glæden og udfordringen med at vækste i et sådan tempo er at få organisationen til at følge med og blive udviklet i takt med, at vi bliver flere medarbejdere. Jeg glæder mig over, at det i et ”hårdt” jobmarked alligevel er lykkedes at tiltrække gode og dygtige medarbejdere med de rette værdier og holdninger. Vi har i årets løb budt velkommen til en række pensionsfagligt dygtige medarbejdere, som også matcher vores værdier – menneskelig, proaktiv og struktureret til fulde, og jeg håber, at vores kunder oplever vores ægte interesse i at gøre et godt stykke arbejde.
De fleste kommer ud af 2022 med negative afkast
Vi troede vel nok alle, at vi levede i en fredstid, men desværre har vi måtte konstatere, at Putin har aflivet denne illusion.
Krigen i Ukraine er kommet bag på os alle, og i relation til vores professionelle virke som pensionsmægler er betydningen især, at vi og vores kunder har oplevet stigende priser, frygt for inflation, mangel på råvarer og ikke mindst skyhøje energipriser. Dette har givet stor usikkerhed på de finansielle markeder i bred forstand, og hvor det særlige fænomen har været, at alle aktivklasser (grupper af finansielle aktiver) er hårdt ramt. Betydningen er, at ingen pensionsopsparer er gået fri af værditabene som følge af de faldende aktiekurser og den stigende rente – med faldende obligationskurser til følge.
De fleste pensionsbeholdninger har historisk været sammensat af aktier og aktielignende aktiver og obligationer og obligationslignende aktiver for at skabe stabilitet og diversitet, og det helt atypiske, vi har set i 2022, er, at begge aktivklasser har tabt i værdi.
Det betyder blandt andet, at også de forsigtige pensionsopsparere, som har valgt høj sikkerhed og lav investeringsrisiko, har lidt solide tab i 2022 – og i hele træskolængder samme tab som opsparere med høj investeringsrisiko og mange aktier i porteføljen.
I forhold til de ofre, som befolkningen i Ukraine lider og har lidt, er vi jo sluppet ”billigt”. Her et par dage før børserne lukker, ser det ud til, at de fleste af vores kunder for 2022 vil have et negativt afkast på niveau 10 procent til 15 procent – afhængig af alder, pensionsselskab og risikoeksponering.
Værre er det ikke, og det understreger også at de danske pensionsselskaber har været dygtige til at lave robuste porteføljekonstruktioner, og det kommer opsparerne til gavn, når vi oplever ekstrem uro på de finansielle markeder, som vi har oplevet i 2022.
Vi skal også huske på, at vi kommer fra nogle år med endog meget positive afkast. De fleste har således ”kun” tabt en stor del af det ret store afkast, de fik i 2021. Hårdest ramt er opsparere med mange obligationer i beholdningen – og især de lange obligationer har taget en gevaldig rutschetur, og her gør det lidt mere ondt, idet disse opsparer har haft knap så stort et afkast de seneste år, som følge af det historisk lave renteniveau.
Ingen ved hvor lang tid krigen og krisen vil vare, og hvor lang tid verdenssamfundet og økonomien vil være påvirket af den negative stemning på de finansielle markeder, men som sådan ser jeg med optimisme på fremtiden.
Vi er dog nok nødt til at indstille os på, at vi i en rum tid vil opleve usikkerhed, og at såvel aktiekurser som renten vil være ret svingende og præget af en vis usikkerhed. Som sådan ser jeg ikke grund til, at vores kunder skal ændre på den investeringsrisiko, man har valgt, men det er naturligvis altid noget, den enkelte skal forholde sig til.
Den historisk lave rente har betydet, at jeg har talt for, at det er vigtigt at have et tilpas offensivt risikoniveau og afkastgenererende aktiver i porteføljen. Dette hælder jeg stadig til, men det stigende renteniveau giver nu i højere grad udsigt til, at der også kan genereres et vist afkast på risikoaktiver med lav og lavere risiko. Usikkerheden her er, om renten vil fortsætte med at stige, men jeg tror dog personligt, at vi er ved at stabilisere os på det niveau, vi ser i dag, og derfor kan der være udsigt til et lidt højere afkast i fremtiden.
Som jeg har skrevet et par gange i løbet af året, er det fortsat svært at give gode råd, udover at det ikke giver meget værdi at bekymre sig for meget, og rådet er at kigge langsigtet. Alle vil skulle have deres pensionsopsparing udbetalt over mange år – og mange først om en del år – og derfor er et års dystert billede af mindre betydning, og derfor er det vigtigt at kigge langsigtet.
Der er kommet mere fokus på sund trivsel
Igennem de senere år har der fra mange sider været et ret stort fokus på udfordringer med psykiske faktorer som stress og mistrivsel hos mange i befolkningen. Det smitter også af på mange af vores kunder, såvel virksomhederne som den enkelte lønmodtager, og pensionsselskaberne har også oplevet flere anmeldelser om ”tab af erhvervsevne” erstatninger end tidligere.
I disse situationer er det endnu mere vigtigt at have en godt dækkende firmapensionsaftale, og tillige også en god sundhedsforsikring, som sammen med pensionsselskabernes sundhedsteams kan bidrage til at få den udfordrede medarbejder hjulpet tilbage på arbejdspladsen.
Der skal herfra lyde stor anerkendelse til den indsats vores pensionsselskaber yder for at bidrage til bedre og forbedret trivsel, når en medarbejder hos vores kunder rammes af udfordringer – især de psykiske udfordringer.
Det er virkelig positivt at opleve, at alle pensionsselskaber gør en ekstra indsats for at hjælpe, såvel virksomhederne som den enkelte medarbejder, når livet giver flere udfordringer, end den enkelte selv kan håndtere.
Naturligvis har pensionsselskaberne en økonomisk interesse i, at færre skal trække på deres forsikring ved tab af erhvervsevne, men ud fra et menneskeligt perspektiv er det virkeligt positivt, at vi har fået et samspil med såvel vores kunder, som de enkelte pensionsselskaber om at hjælpe det enkelte individ og dermed ikke mindst bidrage til bedre livskvalitet hos de pågældende.
Tak til alle vores kunder og samarbejdspartnere, og hermed ønsket om et godt nytår til jer alle. |