Kære kunder, samarbejdspartnere og øvrige relationer
Velkommen til RTM’s nyhedsbrev for januar.
Dette er årets første nyhedsbrev – vi har taget hul på et nyt år, og det vil også præge denne udgave, hvor vi siger tak for et godt 2023 og ser frem mod alt det spændende, som venter i 2024.
Det gør vi blandt andet med fem spørgsmål til mig om RTMs fremtid – ligesom vi både hos RTM Forsikring og RTM Pension bruger denne anledning til at se på det år, vi netop er gået ind i.
Hos RTM Forsikring kan du også læse Henning Toftager se nærmere på den sag, som lige nu fylder det meste i medierne. Det er selvfølgelig jordskreddet i Randers ved virksomheden Nordic Waste. Han ser nærmere på vigtigheden af at have en miljøansvarsforsikring.
Rigtig god læselyst.
Venlig hilsen
Leif Rexen, Adm. Direktør
I denne måneds nyhedsbrev
Nyt fra RTM
Fem skarpe til CEO’en
Nyt fra RTM Forsikring
Velkommen til 2024 og tak for 2023
Miljøansvarsforsikring – hvorfor?
Nyt fra RTM Pension
Farvel til 2023 – og velkommen til 2024
Nyt fra RTM
Fem skarpe til CEO’en
Med et nyt år foran os, har vi sat Leif Rexen i stævne til fem skarpe spørgsmål om RTM, fremtiden og livet som CEO.
RTM har altid været et selskab for de “store og større virksomheder”. Hvad med fremtiden?
Vi vil fortsat fokusere på dette kundesegment og skabe væksten her. RTM er et videnshus med en høj grad af service og betjening, det sætter kunderne pris på – og det kan vi se betyder, at vi har en stor kundeloyalitet. Virksomheder uden for dette segment har en tendens til ofte at skifte mægler, fordi de primært ser på prisen og ikke prioriterer trygheden i at have det rigtige forsikringsprogram.
Vi værdsætter styrken i at arbejde sammen for at få adgang
til den bredde, der er af specialisering, evner og faglig viden til gavn for vores kunder.
Det er stærkt at vækste på den energi, der ligger i mange års erfaring – og udvikle løsninger eller spotte muligheder til yderligere at forbedre vores service eller styrke relationer.
Hvad er du mest glad for ved den vækstplan, der er vedtaget for RTM?
Vækstplan 2027 skal sikre en konsolidering af virksomheden, da vi sikrer, at væksten i omkostningerne er lavere end omsætningsvæksten. Vi får en større omsætning til at dække vores faste omkostninger, og det giver mulighed at arbejde med it-løsninger, der gør det nemmere i dagligdagen og er en fordel for kunderne. Organisationer og foreninger er attraktive kunder, fordi de samler volumen, og vi kan yde kvalificeret og individuel service til de enkelte medlemsvirksomheder
Hvad er du mest ked af?
Vi har fået mange nye medarbejdere de seneste år. Vi gør meget ud af finde det rigtige match til de opgaver, vi skal have løst, men hvis det alligevel ikke fungerer, er det trist at skulle sige farvel. Det er vigtigt for RTM og kunderne, at vi kan fastholde vores brand og sikrer, at virksomheder, organisationer og mennesker kan opnå deres fulde potentiale.
Hvad er det sværeste ved at være CEO?
Medarbejderne synes nok, at jeg sætter mange projekter i gang og måske blander mig for meget i dagligdagen. Det er vigtigt at tro på, at ledergruppen sikrer, at vi når vores salg og servicemål, og at de proaktivt følger op på, at vi når vores realistiske KPI-målsætninger. De skal også bakkes op i deres arbejde ved at udøve proaktiv ledelse.
Ledelse er jo til for at sikre, at opgaver, der ellers ikke ville ske, kommer til at ske.
Hvor længe vil du fortsætte som CEO?
Jeg vil fortsætte så længe, det er sjovt og spændende. Med en stærk ledelsesgruppe er det ikke nødvendig at arbejde i samme omfang som før, men jeg vil gerne med på rejsen mod vores 2027-mål. Ingen er uundværlige og bestyrelsesarbejde har altid interesseret mig.
Nyt fra RTM Forsikring
Velkommen til 2024 og tak for 2023
Af Henning Toftager, direktør, RTM Forsikring
Lad mig indledningsvist ønske alle vores kunder et forsinket, men et rigtigt godt nytår.
Tak til alle vores kunder i RTM Forsikring for et rigtig godt samarbejde i 2023.
Men også tak til de nye kunder, som valgte RTM som sin forsikringsmægler i løbet af 2023.
Vi har haft en historisk stor tilgang af nye kunder i løbet af 2023, hvilket jeg er yderst taknemmelig for, men også meget ydmyg for den tillid, vores bestående og nye kunder har vist os.
Jeg lover, at jeg, og alle vores medarbejdere i RTM, vil gøre sit yderste for at leve op til den tillid.
For det er en tillid, som ikke kommer af sig selv. Det skal vi gøre os fortjent til.
Kun ved at give vores kunder en synlig og kompetent rådgivning kan vi gøre os fortjent til vores kunders tillid.
Det glæder vi os alle i RTM til at vise i 2024.
Miljøansvarsforsikring – hvorfor?
Af Henning Toftager, direktør, RTM Forsikring
I forbindelse med den potentielle miljøkatastrofe, som følge af jordskreddet ved virksomheden Nordic Waste, er det relevant at vurdere vigtigheden af at forsikre sig ud af denne risiko.
De fleste virksomheder i Danmark stiller sig tilfreds med dækningen for pludselig forurening, som typisk er en standarddækning på en almindelig erhvervs- og produktansvarsforsikring.
Denne dækning dækker, som navnet beskriver, udelukkende pludselig og uforudset forurening på fremmed grund.
I sagen med Nordic Waste drejer forureningen sig om forurening, dels på egen grund, men også potentielt i tilstødende åer og vandløb.
I disse tilfælde vil myndighederne typisk udstede at oprensningspåbud, som oftest er triggeren for at få forsikringen i spil.
Når der fra myndighedernes side er udstedt en oprensningspåbud vil forsikringsselskabet i samarbejde med kunden og myndighederne påbegynde arbejdet med oprensning af det forurenede areal.
Når kommunen udsteder dette påbud sker det typisk på et såkaldt objektivt ansvarsgrundlag. I retspraksis betyder det lidt forenklet: ”Ansvar uden skyld”.
Det betyder, som i tilfældet Nordic Waste, at virksomheden hæfter for forureningen, selvom skylden ligger i f.eks. meget regn eller andre forhold, som virksomheden ikke er skyld i.
Myndighedspåbud:
En gradvis opstående og måske en længere tids sivende forurening (og oprensning ved offentligt myndighedspåbud) kan udelukkende dækkes af en decideret separat miljøforsikring, som enten kan tegnes generelt dækkende for en bestemt lokation eller kan begrænses til at dække eksempelvis risikoen for lækage ved overjordiske eller underjordiske tankanlæg/recirkulationsanlæg etc.
Det er vigtigt at fokusere på, at miljøforsikringen både dækker ansvaret for at forurene hos andre og tingskaden for at forurene hos sig selv, hvorved forsikringen kan afdække størstedelen af risikoen, der er pålagt jordbesidder ved Jordforureningsloven af den 01. januar 2001 og/eller EU’s Miljøansvarsdirektiv, hvor man har objektivt ansvar for forureningen, hvis man ikke kan bevise, at forureningen stammer fra før lovens ikrafttræden.
Miljøforsikringen tilbyder en bred og innovativ dækning, og er blevet udviklet for at imødekomme de ændringer, som implementeringen af Miljøansvarsdirektivet (2004/35/EF) har medført.
Direktivet beskriver regler, der omfatter hele Europa vedrørende skade på jord, vand og beskyttede dyre- og plantearter samt afhjælpning heraf.
I den meget omtalte sag fra Randers melder spørgsmålet sig: Hvad kan folketinget gøre, for at forhindre en lignende sag?
Efter min mening kunne det løses ved, at visse virksomhedstyper pålægges lovpligtigt at tegne en miljøansvarsforsikring med en rimelig forsikringssum. Dette vil sikre, at der altid er en forsikringssum til rådighed ved miljøskader.
En miljøansvarsforsikring dækker ikke kun selve omkostningerne til oprensning efter en miljøskade.
Medieomtale efter en forureningsulykke kan påvirke virksomhedens omdømme negativt. Med en miljøansvarsforsikring får virksomheden også hjælp til krisehåndtering.
Efter en miljøskade er der også risiko for personlige konsekvenser. Visse lokale bestemmelser kan medføre, at ledelsesmedlemmer bliver personligt erstatningsansvarlig.
Antallet af forsikringsselskaber, der tilbyder miljøansvarsforsikring i Danmark, er begrænset til nogle få stykker.
Efter min mening er de førende selskaber på denne front, de udenlandske forsikringsselskaber som AIG, AXA, QBE m.fl.
Men også de store danske forsikringsselskaber som Tryg, Topdanmark og Alm. Brand Group tilbyder produktet.
Her kommer RTMs ekspertise vores kunder til gavn. For kun ved en grundig risikoanalyse af virksomhedens forhold og risiko, kan vi kortlægge virksomhedens ansvarsforhold og udbyde risikoen i markedet.
På den måde kan vi sikre vores kunder den bedste forsikringsdækning til den bedste pris.
Nyt fra RTM Pension
Farvel til 2023 – og velkommen til 2024
Af Michael Broeng, salgsdirektør, RTM Pension
2023 sluttede fuldstændig vild. Aktiemarkedet valgte at sende milliarder i afkast til de danske pensionsselskaber, og dermed hente noget af det tabte fra 2022. Det skulle bare ske over 6 uger og med få toneangivende aktier som frontløbere. I gennem 2023 havde vi grund til bekymring for et par af de danske pensionsselskaber, men de nåede faktisk også i mål, hvilket gav vores kunder lidt ekstra tryghed for deres valg af pensionsselskab.
I krisetider udvikler mennesket sig allermest. Sanserne skærpes og strategier genbesøges oftere og med god grund. Der skabes udvikling og der skæres ind til benet, hvilket også giver adskillelse mellem tidligere nære partnere. Det kan flere investeringschefer skrive under på, og det har udfordret dem igennem 2022 og 2023, hvor vi bl.a. har set fravalg af flere eksterne fondsforvaltere.
Vi ser frem til at se den fulde effekt heraf.
I RTM har vi altid haft fokus på de investeringer som en risiko i en pensionsopsparing har og udvikler sig til. Vi ved, at en pensionsopsparing skal holde i mange år, og modstå de udsving som vi ser over hele opsparingens levetid. Det er også det vi igennem vores rådgivninger af vores kunder har fortalt dem igen og igen. Ser vi over de sidste ti år, så har vi set akkumulerende afkast på op til 10% p.a. i en middelrisiko med mere end 15 år til første udbetaling, og dermed er der skabt afstand til inflationen og risikoen for at miste købekraft. Det er også med til at sikre pensionen i længere tid og give pensionisterne større betalingsevne.
Det bliver spændende at følge 2024, hvor vi bl.a. har valg i USA og i EU Parlamentet, fortsat meget geopolitisk uro og ikke mindst ser ind i en større sandsynlighed for rentefald. Kina er udfordret, og det vil kræve meget at genskabe de fald de har set i ejendomsmarkedet, aktiemarkedet og den lave vækst.
I de kommende nyhedsbreve, vil vi efter hvert kvartal give et indblik i selskabernes resultater og kort beskrive markedet. Nedenfor ses de afkast som en middel risiko og med mere end 15 år til pension gav i 2023 og tilbage til 1. januar 2013.
Kilde: selskabernes hjemmesiders afkast historik
Et farvel og et goddag
2023 blev også med flere interne ændringer i RTM Pensions afdeling. Vi sagde bl.a. farvel til vores nu tidligere pensionsdirektør Mogens Rosengaard, og etablerede efterfølgende en helt ny organisation. Denne organisation leverer hver dag resultater som vi er meget stolte af, og ikke mindst, giver det håb for et fantastisk 2024, hvor vi kommer endnu tættere på vores kunder med det mål, at give dem den økonomiske tryghed som skal sikre dem over tid mod de bump de oplever i livet.
Strukturen for vores vækst- og fastholdelsesmål er landet godt hos vores medarbejdere, og vi glæder os til at mødes med vores kunder og leverandører i 2024, med det mål, at RTM fortsat er et af markedets stærkeste mæglerhuse i Danmark.