4353 1444 info@rtm.dk

Det bliver et travlt efterår i RTM Pension

Af Michael Broeng, Pensionsdirektør, RTM

I RTM har vi en stor del af vores kunder, som skal have nye priser på deres pensionsaftale. Det er forskelligt fra selskab til selskab, hvordan og hvornår de kommer med deres fornyelser, hvilket kan have indflydelse på eventuelle valg, som vores kunder kan/skal træffe.

Årsagen til denne store aktivitet ligger i udløb af prisgarantier og den tidligere omtalte SUL bekendtgørelse, hvor forsikringsdelen og pensionsdelen i en pensionsaftale skal kunne balancere hver for sig og i sig selv. Vi ser ikke en revolution på forsikrings- eller opsparingsprodukterne og vi ser ikke de store ændringer i forsikringsbetingelserne. Der, hvor vi ser en stor forandring, er på prisen for forsikringerne – båret specielt af tab af erhvervsevne-produktet og relaterede produkter hertil. Nogle selskaber har givet prisen et lille nøk op i løbet af de sidste par år, mens andre først kommer med stigningerne ved denne her fornyelse.

En anden årsag til travlheden ligger hos nogle af vores kunders leverandører. Vi ser ind i et efterår, hvor store valg i Frankrig, England og USA kommer til at dominere vores investeringsmarked. Med udgangspunkt i et halvårsresultat på pensionsselskabernes livscyklus-produkter med aktiv forvaltning, har et par af disse selskaber meget travlt, hvis de på den korte bane skal blande sig i kampen om det bedste afkast. Det er simpelthen nødvendigt at tale om dette, da det er i afkastet, at væksten på pensionsordningen sker fremfor prisen på forsikringerne. For hver 1.000.000 kroner opsparet, er 1% i mindre årligt afkast lig med 10.000 kroner. Vi ser på første halvår af 2024 fantastiske afkast hele vejen rundt – bedre end inflationen, hvilket øger købekraften, når opsparingen skal i forbrug. Men vi ser afkastforskelle, som bare er store, og dermed kan selv et relativt afkast på 6,3% synes lavt i forhold til 10%.

Konsekvensen, set med de relative resultater ÅTD, er en øget fokusering fra vores side, når vi i sensommeren/efteråret skal anbefale vores kunder en markedskonform og stærk pensionsløsning til deres medarbejdere.

Nedenfor er resultatet frem til 30. juni 2024.

Afkasttallene stammer fra selskabernes hjemmeside eller oplyst til RTM A/S. Der er ikke indregnet kundeafkast eller reduktioner i selskabernes investeringsomkostninger.

Afkasttallene stammer fra selskabernes hjemmeside eller oplyst til RTM A/S. Der er ikke indregnet kundeafkast eller reduktioner i selskabernes investeringsomkostninger.

Vi følger selskabernes udvikling nøje og ser desværre ikke tegn på forandring af placeringen for de enkelte selskaber. Ingen nævnt og ingen glemt. Det, som vi ser ind i, er en konsekvens af den aktive forvaltning kontra indeks forvaltningen. Nogle selskaber tager indeks forvaltningen mere og mere ind i det samlede program og får dermed større udsving i forhold til makroøkonomien. Der har igennem de seneste 2 år været særlig stor fokus på globale aktier, hvilket har været drevet af 8 – 10 stærke aktier. Aktier, som helt naturligt ligger i de passive indeksfonde og som kan være sårbare. Det er her vi skal holde øje med valget i de enkelte lande og selvfølgelig også den geopolitiske uro. Alt sammen noget som på den korte bane kan vende op og ned på selskabernes indbyrdes placering. Det vigtigste budskab er dog, at vi med alle selskaber er i plus i forhold til inflationen, hvilket betyder, at ingen af vores kunder har mistet købekraft.

Nyt fra markedet
AP Pensions direktør Bo Normann Rasmussen og F&P har igennem et stykke tid arbejdet på en mere fleksibel pensionsmodel, hvor der kan arbejdes med opsparingen før en fremtidig pensionering. Det er noget, som skal gøre det nemmere at træffe nogle beslutninger om køb af bolig, et sabbatår eller i det hele taget at tage en pause med pensionsindbetalingerne. Alt sammen noget som nu er kommet på dagsordenen i Folketinget og i regeringen. Der er en positiv stemning om forslaget, hvilket vi også kun kan se som et rigtig spændende forslag, som alt andet lige vil betyde større frihed, men også behov for mere rådgivning. Vi vil følge op på denne sag og bringe nyt herom i kommende nyhedsbreve.

Skattereformen er på vej ind i det danske skattesystem og dermed også ind i pensionen. Der vil være et behov for øget fokus herom i vores kommende nyhedsbreve, da det kan få betydning for indbetalingen til pensionen og til den kommende udbetaling. Vores pensionsrådgiver vil i løbet af efteråret have det fulde skatteprogram implementeret i deres behovsanalyseprogram og i rådgivningen.

PET advarer om ildspåsættelse og sabotage

Efterretningstjenesten ønsker ikke at kommentere rækken af danske brande, hvoraf en enkelt er forbundet med et pudsigt tidssammenfald, men PET advarer om, at russiske efterretningstjenester har stået bag fysisk sabotage i Europa.

Det nok mest synlige eksempel på russisk hybridkrig i Danmark fandt sted den 19. april i år, da en russisk fregat af typen Neustrashimy-klassen lagde sig ind foran Molslinjen, der afgik fra Sjællands Odde, og som måtte foretage en 360-graders vending for at undgå en kollision.

Det er næppe tilfældigt, at et russisk krigsskib, som ofte færdes i danske farvande, opfører sig på denne måde – og der er således en klar afsender på manøvren i modsætning til eksempelvis cyberangreb og jamming.

Skibsepisoden er kendt, men det er nok de færreste, der ved, at episoden ved Sjællands Odde var tidssammenfaldende med en større militær operation, der fandt sted i Kalundborg Havn ca. 50 kilometer derfra.

For Kalundborg Havn var nemlig i perioden fra 15. april til 3. maj præget af, at der var etableret et midlertidigt militært område på havnen. InsideForsikring var til stede på havnen i forbindelse med et pressearrangement og så enorme mængder af militært materiel, f.eks. Himars raketsystemer, Bradley infanterikamptøjer, selvkørende artilleri, Black Hawk-helikoptere, pansrede mandskabsvogne, Humwee’s og lastbiler af alle mulige afarter. Materiellet blev læsset fra et stort amerikansk transportskib, der sejlede fra havnen i Kalundborg søndag den 21. april.

Også Køge Havn var på lignende vis militært område fra 1. maj klokken 5 til 2. maj klokken 18. Det faldt tidsmæssigt sammen med, at der den 30. april udviklede sig en voldsom skibsbrand på Køge Havn på skibet Rix Munte. Branden var så voldsom, at der i en periode var risiko for røgforgiftning i nærområdet.

PET: Der er skærpet risiko for sabotage

Fra PET’s side ønsker man ikke at kommentere konkrete hændelser, herunder hverken be- eller afkræfte, om man undersøger de tidsmæssigt sammenfaldende begivenheder, men tjenesten bekræfter, at man er opmærksom på de virksomheder og tiltag på dansk jord, som kan kobles til støtten til Ukraine.

”Danmark er en aktiv bidragsyder til Ukraine. Det er på den baggrund PET’s vurdering, at der er en skærpet trussel om fysisk sabotage fra Rusland mod både militære og civile mål i Danmark, der har tilknytning til støtten til Ukraine,” skriver PET til InsideForsikring.

Umiddelbart har direktøren for Køge Havn, Thomas Elm Kampmann, ikke selv kædet det midlertidige militære område sammen med branden på skibet.

“Vi har ikke på nogen måde kædet de to ting sammen. Branden var et hændeligt uheld. Der er ikke noget suspekt i det. Det er ganske almindeligt, at der forekommer brand i skrot. Det specielle var her, at det skete nede i skibet,” siger Thomas Elm Kampmann, som dog bekræfter, at brandårsagen endnu ikke er fastslået. Han mener, at branden kan have at gøre med plast og olierester i affaldet og eventuelt et litiumbatteri, som er blevet knust.

”Jeg var på havnen 24/7 i de dage og vi oplevede ikke noget mistænkeligt. Vores beredskab virkede, og vi åbnede og lukkede porte. Vi havde held til at holde pressen ude. Om der er smuttet en russer ind, kan jeg ikke helt afvise. Men det må være spekulation og jeg har ingen grund til tro andet, end at det var et uheld,” siger Thomas Elm Kampmann.

Ceo for Baltic Shipping, der lejede skibet Rix Munde, Ronnie Hulstrøm affejer ligeledes, at branden kan skyldes en terrorhandling.

”Det var et hændeligt uheld – og det har ikke noget med fremmede magter eller Putin at gøre. Det er, hvad der kan ske, når man laster skrot.”

Udbredt frygt for russisk brandstiftelse og sabotage. Danmark i front på Ukraine-støtte

Danmark er ikke det eneste land, hvor der er stigende fokus og begyndende frygt for, om brande og sabotageaktioner kan have tilknytning til fremmede magter, primært Rusland. En artikel i The Guardian fra maj advarede netop om, at de europæiske efterretningstjenester er i højt beredskab, da man frygter russisk finansieret brandstiftelse og sabotage.

Det blev efterfølgende fulgt op af en artikel i The Telegraph, som sammenkæder fund af sprængstof hos en tidligere russisk soldat, der blev anholdt nord for Paris, med en række episoder, f.eks. en brand i storcentret Marywilska i Warszawa. Af artiklen fremgår også, at de svenske sikkerhedstjenester eftersøger tilfælde af sabotage mod svenske jernbaner.

Danmark er kendt for at være den absolutte frontløber i forhold til vores størrelse, hvad angår donationer til Ukraine, herunder de højaktuelle F16-fly, som ventes på vingerne over Ukraine i løbet af uger. Den amerikanske ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, takkede Danmark for den massive støtte til Ukraine til en konference arrangeret af Rud Pedersen på Folkemødet i år, hvor ambassadøren fremhævede, at Danmark konkurrerer med Storbritannien om at støtte Ukraine mest. Kun EU, USA og Tyskland har støttet mere.

Også herhjemme er PET opmærksom på risikoen for, at der kan opstå sabotage.

”Der har hen over de seneste par måneder været en række eksempler på, at personer med mulig forbindelse til de russiske efterretningstjenester har stået bag forskellige former for fysisk sabotage, eksempelvis ildspåsættelse og groft hærværk, i en række europæiske lande. Sagerne viser efter PET’s vurdering, at Rusland udviser en højere risikovillighed i forhold til at gøre brug af såkaldte hybride virkemidler mod og i Europa. Formålet med de russiske aktiviteter er bl.a. at skabe frygt og usikkerhed og at svække den folkelige opbakning i Europa til den fortsatte støtte til Ukraine,” skriver PET til InsideBusiness.

Talrige brande på prominente adresser præger Danmark

Man skal tillige have sovet godt og grundigt gennem mediebilledet, hvis man ikke har lagt mærke til de mange forskellige brande, der har ramt danske lokationer over de seneste måneder. Senest Haldor Topsøe og Skatteministeriet. Tillige har tre brande alene ramt nationalklenodiet Novo Nordisk, der dog afviser, at der skulle ligge noget kriminelt bag de mange brande,

”Der er intet, der tyder på, at der skulle ligge noget kriminelt bag branden i går (den seneste, red.) eller de tidligere, siger Lars Otto Andersen-Lange, senior director hos kommunikationsafdelingen i Novo Nordisk.

Fra Dansk Erhverv er meldingen, at man ikke har endeligt klarlagt brandårsagen til branden på Børsen.

”Der er ikke noget nyt om, hvad der har forårsaget branden. Man afventer myndighederne. Vi forholder os ikke til rygter, men til redegørelser fra myndighederne,” siger pressechef i Dansk Erhverv Lars Ohlsen om branden i Børsen.

I den helt anden ende af skalaen var der tillige en brand i Legoland. Her lyder svaret fra Bolette Aarhus Enghave, kommunikationsmedarbejder i Legoland, at branden, der opstod i det kendt minilandområde med små kørende legobiler med mere, skete om natten, mens der ikke var mennesker i området:

”Årsagen er en form for kortslutning i et af køretøjerne i området. Der har ikke været nogen aktivitet omkring det. Politiet har også efterforsket det, men har ikke fundet noget mistænkeligt,” siger Bolette Aarhus Enghave og oplyser, at sidste gang, der var brand i området, var for nogle år siden i Eiffeltårnet i miniland.

Dækker forsikringen brande, som er påsat af en fremmed magt?

Et af de temaer, som er relevante i en såkaldt hybridkrig, er, hvordan forsikringen dækker.

Som før beskrevet i InsideForsikring defineres hybridkrig som et miks af forskellige handlinger, der enkeltvist og samlet set er planlagt og begået af eller finansieret af en fremmed stat, og som har til formål at forstyrre eller ødelægge bestemte (samfunds)funktioner i et eller flere lande, som den pågældende fremmede stat ønsker enten at påføre skade og tab eller at påvirke politisk.

Hos mæglergiganten WTW er man relativt klar i mælet, når det gælder forsikringsspørgsmålet.

“Uanset om forsikringen rent faktisk som udgangspunkt dækker, hvad der er sket, så dækker forsikringen ikke, hvis årsagen kan tilbageføres til ’krigslignende handlinger’. Bevisbyrden herfor er dog forsikringsselskabets, og den kan være svær at løfte, hvilket vil komme virksomhederne til gode. Som udgangspunkt vil fremmede stater jo næppe vedkende sig, hvad man eventuelt har gjort, og forsikringsselskabets bevisbyrde er derfor vanskelig,” har Jesper Danvad, chief broking officer hos WTW tidligere udtalt til InsideForsikring.

PET: Vi har taget en række initiativer

Meldingen fra PET er, at man er i gang med at imødegå en hybridkrig foranlediget af Rusland.

”PET har taget en række initiativer for at imødegå truslen fra russiske hybride aktiviteter. PET har blandt andet styrket dialogen med internationale og nationale partnertjenester, herunder især Forsvarets Efterretningstjeneste, og med andre relevante danske myndigheder. Det gælder ikke mindst Rigspolitiet og politikredsene,” oplyser den indenlandske efterretningstjeneste.

Forsvarets Efterretningstjeneste oplyser til InsideBusiness, at ”den hybride trussel spænder bredt fra aggressiv retorik til sabotage” og henviser til den seneste risikovurdering, ’Udsyn’.

I forbindelse med Folkemødet lørdag den 15. juni 2024 holdt forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og Beredskabsstyrelsens direktør, Laila Reenberg, pressemøde om anbefalinger til borgerne om forberedelse til kriser, hvor de kom med anbefalinger om, at danskerne skal kunne klare sig i tre døgn og bør overveje forhold som mad, vand og kommunikationsmidler.

Kilde: InsideForsikring