Af Michael Broeng, Pensionsdirektør, RTM

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at der lurer en ny pensionsreform indenfor det næste års tid. Mette Frederiksen har kastet bolden op, og vi går nu bare og venter på de andre interessenters udkast og forslag. Ingen tvivl om, at vi får noget at snakke om, når alt bliver til virkelighed.

Den umiddelbare tanke er, at det ikke bliver nemt og der skal laves mange kompromisser, før vi kan tage et godt tag i reformen og genbesøge vores anbefalinger til vores kunder. Slutproduktet skal tage hensyn til så mange og så mange forskelligheder, at det bliver nærmest umuligt at ramme indenfor skiven for hele den brede befolkning i Danmark.

I RTM A/S har vi klare anbefalinger til vores kunder, når de selv er usikre på hvad, hvornår og hvordan de skal gebærde sig frem mod pensionering. Det er dog altid ens egen beslutning, som er udslagsgivende for valget. I relation til den ”mulige” kommende pensionsreform, har vi øjnene rettet mod folkepensionsalderen, pensionsprodukterne og deres fradragsmuligheder for den enkelte, og ikke mindst ydelser udbetalt fra staten ved siden af ens egen opsparing. Men for tryghedens skyld, er det dagens politik, som vi altid rådgiver ud fra.

Hvad gør tingene så komplicerede?
Det er altid spændende at tale om det, som driver politikernes og interesseorganisationernes gøren og laden i relation til vores kerneydelser i velfærden. Ofte har vi fået ”hovsa”-løsninger eller halve løsninger, som lige kunne lade sig gøre i den givne situation.

Og der er mange situationer, som har indflydelse på vores nutid og ikke mindst fremtid. Vores fremtid står meget vaklende – vi bliver generelt ældre, og vi føder ikke så mange børn i Danmark, som vi skal, for at ligningen kan gå op. Det tvinger de politiske partier til at forlænge arbejdslivet og samtidig, som det seneste, at give større støtte til fertilitetsbehandling. De, som bliver født i dag, er tidligst med i produktionsapparatet ”Danmark” om 25 – 30 år. Så der skal ske noget, hvis ikke vi kommer til at nedslide os selv alt for meget, og først mærker livets tredje alder alt for sent.

Hvad kan vi gøre nu, er alt sammen op til os borgere, vores arbejdspladser og vores politikere. Vi skal finde en stærk model, der kan tilskynde de unge til at tage stilling til og gennemføre en kort eller lang uddannelse. Hvorfor er det vigtigt? Det er det særligt, fordi alt for mange ”fjumreår” kan starte et alt for stort forbrug hos den unge og dermed gøre det svært at gå tilbage til et minimum under et langt uddannelsesforløb. Der er heller ingen tvivl om, at forbrugsfesten og mulighederne skubber så meget til de unge menneskers lyst til at skabe en familie tidligt, hvilket kan gøre forsøget svært senere i livet, hvorfor den nuværende regering foreslår mere fertilitetsbehandling til netop de, som har det svært med at få børn. Vi ved alle, at det biologiske ur hænger sammen med frugtbarheden.
Derfor er det da spændende, at Mette Frederiksen lufter tankerne om at stoppe trappen for folkepensionsalderen ved de 70 år. Alternativet i dag, er netop, at de unge ser ind i et livslangt arbejdsliv, hvor tiden i nuet er til deres fordel. Men kan vi bremse lidt op i forbrugsfesten og i stedet skabe et flow i de unges rejse ind i uddannelse, karriere og familieliv, så kan vi se ind i en anden udvikling af demografien og skabe en ny positiv balance i alderssammensætningen i Danmark.

Der er foreslået ændringer i pensionssystemet, så vi kan hjælpe de unge tidligere ved at nedsætte eller stoppe opsparingen i en periode. Men det er faktisk med en risiko for, at vi fortsætter forbrugsfesten og ikke tager alvorlig stilling til fremtiden. Vi lapper på det, som er, og håber på, at vi kan samle det, som vi har forbrugt op på et senere tidspunkt.

Emnet er utømmeligt, men relevant at tale om, og engagere sig i for os alle – det berører nemlig hele befolkningen, når tandhjulet ikke kører helt, som det skal. Vi kan smøre lidt med en ny skattereform og vi kan presse på for at gøre kronen mere værd i dag end i morgen, men det kommer med en pris, hvilket i nuet har presset kravet til økonomien op i et niveau, som ikke tidligere er set.

I RTM A/S følger vi debatten nøje og vil forsøge at tolke hele vejen frem til den endelige reform i 2025 – hvis den kommer.

Af Henning Toftager, direktør, RTM Forsikring

Den 1. januar 2025 træder en ny forsikringspligt for arbejdsgivere med omsorgspersonale i kraft. Det er en voldsskadesforsikring, som skal dække erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven, når en ansat har været udsat for vold, trusler og andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, som de drager omsorg for.

I oktober 2023 orienterede jeg om, at der var fremsat et lovforslag til revision af arbejdsskadesikringsloven. Lovforslaget blev vedtaget som fremsat, og det medfører, at der indføres en ny forsikringspligt for arbejdsgivere med omsorgspersonale pr. 1. januar 2025.

Pligten til at tegne forsikring omfatter arbejdsgivere inden for det sociale område, ældreområdet, psykiatrien og visse undervisningsinstitutioner.

Øvrige arbejdsgivere kan vælge at tegne en voldsskadeforsikring, men er ikke forpligtede til det.

Formålet med lovforslaget er at give ansatte, der bliver udsat for vold, en lettere adgang til fuld erstatning og godtgørelse, dvs. efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven.

Det gælder f.eks. godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, som ikke ydes efter arbejdsskadesikringsloven.

RTM har i forløbet udtrykt en stærk bekymring for forsikringen, da vi er overordnede bekymrede for ansvarsforskydningen – vi frygter, at den nye ordning bliver administrativt tung.

Det undrer undertegnede, at private og selvejende organisationer indenfor social-, ældre-, sundheds- og undervisningsområdet får pligt til at tegne en voldsskadeforsikring, hvor en offentlig arbejdsgiver kan være selvforsikret.

Det vil få den konsekvens, at private og selvejende organisationer pådrages en udgift til voldsskadeforsikring, som ikke er indeholdt i operatørens takst, og som en offentlig operatør ikke har.

Udgiften til den lovpligtige voldsskadeforsikring bør den ikke-offentlige operatør derfor kompenseres for i takstudmålingen.

På nuværende tidspunkt kender vi ikke præmieniveauet for forsikringen, men flere forsikringsselskaber har over for RTM givet vidt forskellige bud på præmiestørrelsen.

Da mange takstudmålinger mellem det offentlige og de private aktører finder sted hen over efteråret, og dermed er mulighederne for forhandlinger i forhold til omkostningerne for de enkelte aktører, ikke mulige. Det er umuligt for disse aktører at lave budgetter for 2025 uden reelt at kende sine omkostninger.

Jeg har selv tidligere argumenteret for, at forsikringen skulle være obligatorisk for alle arbejdsgivere for derigennem at fordele omkostningerne over hele forsikringsmarkedet frem for at lægge alle omkostninger oveni et i forvejen hårdt ramt erhverv.
Samtidig undrer det mig, at øvrige erhverv som f.eks. taxachauffører, ansatte i aften- og nattelivet, buschauffører, folkeskolelærere m.fl. ikke bliver omfattet af ordningen.

I min optik giver det en skævvridning af arbejdsskadeerstatningerne.

Dette kunne undgås ved at lave ordningen obligatorisk for alle arbejdsgivere og dermed sikring af alle arbejdstagere uanset erhverv.