4353 1444 info@rtm.dk

Manglende eftersyn kan koste forsikringsdækningen

Af Henning Toftager, Forsikringsdirektør, RTM

Et nyt retsopgør har sat fokus på en vigtig problemstilling, som jeg ofte ser overset i virksomheder: Manglende overholdelse af basale drifts- og sikkerhedsforanstaltninger kan i værste fald føre til mistet forsikringsdækning. Det understreger en aktuel dom fra Retten i Randers, hvor en café efter en brand ikke fik dækket sit driftstab eller løsøre – alene fordi medarbejderen ikke brugte det brandtæppe, der var til rådighed.

Med andre ord: Du kan have de rigtige forsikringer – men det nytter ikke, hvis du ikke også lever op til de betingelser, der følger med.

Forsikring dækker kun, hvis sikkerhedsreglerne følges
I sagen havde caféen et brandtæppe, men medarbejderen var ikke tilstrækkeligt instrueret i at bruge det. Det fik retten til at fastslå, at forsikringsselskabet ikke skulle dække skaden. Det er ikke bare en teknikalitet – det er en tydelig påmindelse til alle os i erhvervslivet: Hvis medarbejdere ikke er korrekt instrueret, kan det koste dyrt.

Og det stopper ikke her. For de krav, som forsikringsselskabet henviste til i denne sag, findes faktisk også i Bygningsreglementet. Det vil sige, at virksomheder som minimum skal leve op til gældende lovgivning – uanset hvad der står i forsikringspolicen.

Derfor anbefaler jeg årlige eftersyn – og brandslukningskurser
Jeg oplever desværre, at mange virksomheder undervurderer betydningen af systematisk drift, vedligehold og kontrol – især når det gælder passiv brandsikring. Hvis man springer et årligt eftersyn over eller blot udfører det overfladisk, risikerer man ikke alene øgede skadesomkostninger – men også at stå uden forsikringsdækning, hvis uheldet er ude.

I den konkrete sag havde medarbejderen hverken praktisk erfaring med brandslukningsudstyret eller modtaget egentlig instruktion. Det gør, at jeg kraftigt vil anbefale, at man overvejer brandslukningskurser for sine medarbejdere – også selvom det ikke er et lovkrav.

Kurserne giver ikke bare viden – de giver handlekraft i pressede situationer.

“Hvordan sikrer jeg, at mine medarbejdere handler korrekt i en kritisk situation?”
Det spørgsmål bør enhver leder stille sig selv. Min erfaring siger mig: Når det brænder på – både bogstaveligt og i overført betydning – reagerer medarbejdere kun hensigtsmæssigt, hvis de har prøvet situationen før. Træning skaber tryghed og handlekraft.

Handlepligt er ikke længere bare en forventning – det er et krav
Dommen indikerer også, at medarbejdere forventes at forsøge at begrænse skader – altså at handle aktivt i tilfælde af brand. Et brandtæppe i sig selv er ikke nok. Det skal bruges. Og hvis det ikke bliver det – og det kunne have begrænset brandens omfang – så kan det alene være nok til at miste forsikringsdækning.

Det stiller nye krav til ledere. Det kræver, at vi aktivt klæder medarbejderne på til at handle rigtigt – og det er vores ansvar at sikre, at de har den nødvendige viden og træning.


Afslutningsvis:
Forsikringsaftalelovens § 51 giver selskaberne ret til at afvise eller nedsætte erstatning, hvis sikkerhedsforskrifter ikke er overholdt. Den dom, vi ser her, er en tydelig illustration af netop det.
Min anbefaling er klar:

Gennemfør årlige eftersyn, dokumentér instruktioner og overvej praktisk træning i brug af brandslukningsudstyr. Det betaler sig – ikke kun økonomisk, men også i tryghed.

Henning Toftager

Online læge – kan give hurtig rådgivning

Af Michael Broeng, Pensionsdirektør, RTM

Vi nærmer os sommerferien, hvor afslapning og hygge er i højsædet. Ofte er timerne lange og en ferie er planlagt – hvad enten det er i Danmark eller i udlandet. Det er også en tid, hvor vores almen praktiserende læge, din huslæge, har ferie. Det kan betyde længere ventetider på konsultation og/eller svar.

I dag har de fleste af vores kunder muligheden for at søge hjælp til konsultation hos pensions- og sundhedsforsikringsselskabernes produkt ”Online Læge”. Det er et produkt som allerede kan være med i aftalen eller som med fordel kan tilføjes af firmaet, så det kan tilgås af alle forsikrede som er med i aftalen.

Online Læge har den fordel, at der er kort ventetid, alle i husstanden (børn op til 24 år) kan tilgå den ved behov for samtale med en læge og ikke mindst, så er der åbningstider som oftest er fra 8 – 22 i hverdagene og med åbningstider i weekenden.

Det som man kan bruge Online Læge til, er bl.a.:

  • Pludselig opstået lidelser som via et telefonmøde eller et onlinemøde kan behandles.
  • Giver en sundhedsfaglig konsultation og er et godt supplement til den praktiserende læge. Det giver sig selv, at der ikke kan laves fysiske møder, hvorfor behov for undersøgelse af fysiske skader kan være begrænset.
  • Kan udskrive og forny de fleste recepter og vejlede om håndkøbsmedicin.
  • Kan henvise til egen læge, offentlig vagtlæge eller offentlige sygehuse, hvis det ud fra en lægelig vurdering skønnes nødvendigt.

Der kan være undtagelser som skal søges dækket via konsultation hos egen lægen og det kan være:

  • Udskriver/fornyer ikke recepter på medicin, der er vanedannende eller medicin med misbrugerpotentiale (sovemedicin, beroligende medicin og morfika)
  • Kan ikke udstede lægeerklæringer eller lægeattester i forbindelse med kørekort, aktiviteter og sundhedstjek
  • Kan ikke henvise til billeddiagnosti

Har I som virksomhed Online Læge med i jeres aftale, kan I med fordel downloade de APPS som aftalen henviser til og dermed have lægen med på ferie, uanset hvor ferien afholdes. 

Tag fat i os, hvis I er i tvivl om medarbejderne er dækket af denne unikke mulighed.