4353 1444 pension@rtm.dk

 



Velkommen til RTM Nyhedsbrev nr. 5 – 2025


Kære kunder, samarbejdspartnere og øvrige relationer

En trist dag i RTMs historie
Normalt ville dette nyhedsbrev være indledt med et par ord fra Leif Rexen. Desværre må vi i dag meddele den triste nyhed, at Leif i sidste uge tabte kampen mod kræft.

Det er et stort tab – både menneskeligt og fagligt.
Leif blev bisat i torsdags ved en smuk ceremoni, og vi vil
gerne takke alle, der deltog og viste deres støtte.

I mere end 33 år var Leif medstifter, idémand og en af drivkræfterne bag RTM. Han har med sin vision og sit
engagement været en afgørende faktor i at forme RTM til den succes, vi kender i dag – som en af landets førende forsikrings- og pensionsmæglere.

Leif nåede også at tage det første skridt i generationsskiftet, som denne sommer førte til, at RTM Forsikring blev en del af Max Matthiessen

RTM Pension fortsætter uændret som en selvstændig enhed.

Vores tanker går nu til Leifs hustru Lotte og resten af familien i denne svære tid.
Æret være Leifs minde.

I denne udgave af nyhedsbrevet sætter vi fokus på to aktuelle emner:

Forsikring:
Vidste du, at danske trailere ikke automatisk er forsikret i Tyskland og Spanien?
En ny afgørelse fra Højesteret fastslår, at udenlandske regler kan pålægge ejeren et ansvar – også selvom traileren er dækket i Danmark. Det kan få betydning for dig, hvis du kører uden for landets grænser.

Pension:
Vi ser nærmere på nutidens pensionsinvesteringer – og de dilemmaer, mange står overfor. Hvor meget bør man egentlig reagere på markedets daglige udsving, når pensionen måske først skal bruges om 10, 20 eller 40 år?

Tag et par minutter og bliv klogere på begge dele – det kan både give ro i maven og måske spare dig for bekymringer på sigt.

Rigtig god læselyst!

Venlig hilsen
Henning Toftager (Forsikring) & Michael Broeng (Pension)

Nyt fra RTM Forsikring


Pas på – danske trailere er ikke automatisk forsikret


Af Henning Toftager, direktør i RTM Forsikring



Højesteret slår fast, at udenlandske regler kan pålægge ejeren ansvar – også selvom traileren er dækket i Danmark.


I Danmark dækker trækkerens motoransvarsforsikring som udgangspunkt også den trailer eller sættevogn, der er koblet bagpå. Men sådan ser reglerne ikke ud i hele Europa.

Hvis du sender en dansk trailer ud at køre i Tyskland eller Spanien, gælder der nemlig andre regler. Her anses traileren for ikke at være forsikret, hvis der ikke er tegnet en selvstændig ansvarsforsikring for den – også selvom den i Danmark er dækket af trækkerens forsikring.

Det har Højesteret fastslået i en ny dom fra 9. september 2025.
Konsekvensen er, at ejeren af traileren kan blive holdt personligt ansvarlig for skader, der sker, mens traileren er tilkoblet en trækker i udlandet.

Med andre ord: Hvis der sker et uheld i Tyskland eller Spanien, og traileren ikke har sin egen forsikring, kan ejeren ende med en regningspligt i Danmark.

Derfor bør udlejere og speditører være ekstra opmærksomme, når deres trailere skal bruges i udlandet. Det er endnu ikke helt afklaret, om en speditør, der står som bruger af traileren, også kan ifalde ansvar, hvis traileren lejes ud til en vognmand, men det kan meget vel blive tilfældet.

👉 Vores anbefaling
Sørg for, at alle trailere og sættevogne, der skal benyttes i Tyskland eller Spanien, har en selvstændig ansvarsforsikring. Det kan spare både ejere og brugere for dyre erstatningskrav.

Nyt fra RTM Pension


Aktiefestens dilemmaer 


Af Michael Broeng, direktør i RTM Pension 



Vi ser nærmere på nutidens pensionsinvesteringer – og på de dilemmaer, der følger med. For hvor meget skal man egentlig reagere på de daglige udsving i markedet, når pensionen først skal bruges om 10, 20 eller måske 40 år?

Invester i nutiden – med blikket langt frem
Hver dag bombarderes vi med nyheder om aktier, renter og verdensøkonomi. Men hvor meget betyder det egentlig for dig, der først skal bruge pengene mange år ude i fremtiden?

Hos RTM har vi i mange år givet indsigt i, hvordan markedet historisk har udviklet sig – og hvordan dygtige forvaltere har skabt solide afkast. Men spørgsmålet er: Er det nok? Eller findes der bedre løsninger for dig?

Hvad er det rigtige valg for dig?
Meningerne er mange.
Nogle siger: Invester og luk øjnene.
Andre siger: Pas på pengene og vælg forsigtigt.

Hos RTM handler det ikke om enten eller – men om, hvad der er rigtigt for dig.

For mange af vores firmapensionskunder afhænger investeringen af arbejdsgiverens politik. Nogle har frie rammer og mulighed for at vælge mere eller mindre risiko.

Omkring 10% af vores kunder vælger investeringsprodukter uden faldende risiko – ofte globale aktiefonde eller indeksbaserede fonde. Fælles for dem er, at de har taget et aktivt valg og gennemført en risikotest.

Brug risikotesten – det er dit vigtigste værktøj
Vi anbefaler altid at bruge pensionsselskabets egen risikotest. Den viser, om du eller selskabet bør styre investeringerne.

Hvis testen viser, at du selv skal investere, hjælper vi dig med at forstå mulighederne – og du kan altid læse mere på pensionsselskabets hjemmeside.

Har du brug for sparring eller personlig rådgivning, kan du altid række ud til os i RTM.

Et godt råd til fremtiden
Levealderen stiger, pensionsalderen flytter sig, og lønnen stiger i takt med samfundets udvikling. Men mange overser en vigtig konsekvens: Når lønnen stiger, stiger også forbruget – og dermed behovet for en større pension.

Derfor er vores simple tommelfingerregel – Gem 50 øre for hver krone, din løn stiger.

Hvorfor?
Fordi dit pensionsbidrag typisk kun udgør ca. 10%. De 10 øre pr. krone skal altså dække en lønstigning på 1 krone – og det kan blive svært, når du en dag går på pension.

Hvis du ikke justerer opsparingen, risikerer du senere at skulle udskyde pensionen, ændre boligforhold eller skære ned på forbruget.

En tryg overgang til pension
Hos RTM hjælper vi dig med at få overblik frem mod pensionering. Vi tilbyder både formueoptimering og seniorrådgivning, så du kan planlægge en tryg og fleksibel overgang.

Læs mere på www.rtm.dk – og kontakt os, hvis du vil høre, hvordan vi kan hjælpe dig videre.

Fik du læst


 

Manglende eftersyn kan koste forsikringsdækningen

Online læge – kan give hurtig rådgivning

Er du klar til CER direktivet?

Overenskomsterne er ved at være på plads