Af Michael Broeng, Pensionsdirektør, RTM
I Danmark har vi ikke altid haft et opsparingsprodukt i vores pensionsordninger, hvor opsparingen er afhængig af den enkeltes risikovillighed og pensionsselskabernes investeringsstrategier og resultater heraf. Tidligere talte vi altid om en rente for et år og en garanti over alle årene. Det var i realiteten nemt at rådgive om, og som kunde at forholde sig til.
I dag ser vi et helt andet billede og en noget mere kompliceret rådgivning. Det er nemlig sådan, at vores virksomhedskunders medarbejdere altid har et udgangspunkt i deres risikovalg, da virksomheden altid fastsætter den første risiko – det kalder vi ”default risiko”. Denne risiko er oftest båret af en eller anden form for ”middelrisiko” som de fleste kan forholde sig til og i et ”livscyklus” produkt med ”faldende” risiko. Vi trækker lige vejret et øjeblik, og ser nu på rigtig mange ord, som kan være nok til, at nogen siger ”stop, der tabte du mig”. Det stopper dog ikke allerede her – desværre. Det ville ellers have være nemmere at forklare disse ord og skabe det overblik og den tryghed, som den fortabte kunde har brug for.
For vi bevæger os stille og rolig ind i pensionsselskabernes produkter og risiko-sammensætning – hvor aktiv skal man være? Som kunde i disse produkter – overhovedet ikke, men du skal træffe et valg om en risiko. Som pensionsselskab – mere eller mindre.
Kan investeringsafdelingerne i pensionsselskaberne sammensætte en portefølje af aktive og passive produkter, som kan slå et sammenligneligt index marked? Kan de det, så er det vel i orden, at kunden søger hen mod det pensionsselskab, som klarer sig bedst. Det er dog ikke så enkelt at skabe sig en klar analyse heraf, hvilket fint illustreres af denne analyse af pensionsselskabernes rangering fra 2014 og frem til ÅTD (31. oktober 2024).
Opdateret 5. november 2024. Afkastene er taget fra pensionsselskabernes hjemmesider. Der er tale om investeringsafkastet ekskl. bonus modeller og lignende. Middel risiko med mere end 15 år til pensionering
Der er simpelthen ikke en rød tråd i resultaterne og dermed muligheden for at pege mod et eller flere pensionsselskaber i forhold til deres afkast over tid.
Vi kan dykke ned i mange elementer i resultaterne, hvor vi så skal tage hvert element og sammenligne mellem pensionsselskaberne. Gør vi det, så vil vi se, at der er store forskelle mellem investeringsmodellerne, risikovillighed og aktiv forvaltning kontra passiv forvaltning. Lad mig sige det med det samme – nu bliver det mudret og mere eller mindre svære at pege entydigt mod et bestemt selskab. Selskaberne har vist, at deres investeringsstrategier er afgørende for deres resultat på den relativt korte bane. Over tid vurderer vi pensionsselskaberne på, hvorvidt de udvikler deres investeringsstrategier og særligt om de ændrer på deres risici i forhold til de index, de måler sig op ad. Er det ikke muligt at slå et index marked, som aktiv forvalter, så må de alt andet lige søge i en ny retning eller overgive sig til et index baseret produkt. Resultatet er mere svingende og med forventningen om, at omkostningerne i investeringerne vil falde.
Lad mig bare slå fast – intet er givet på forhånd og resultaterne svinger meget over de viste år, så vælg ikke dit pensionsselskab på dette alene, men ud fra udmeldinger om investeringspolitikken og investeringsstrategien. Når din virksomhed skal vælge din kommende firmapension, så har vi dette punkt med i beslutningen, før du får en ny eller en tilrettet pensionsaftale i din ansættelse.
Hvad ellers?
Vi er slet ikke færdige med denne gennemgang, da vi også må se ind i de nyeste trends som bæredygtige og klimavenlige investeringer. Det er relativt nyt og derfor har vi ikke mange års erfaring af trække på. Men det er nu blevet mere end en trend, da vi skal ændre vores syn på klimaet og de verdensmål, som FN vedtog for efterhånden mange år siden. Det er bare en ”svær fødsel” for pensionsselskaberne, da reguleringerne fra EU og kundernes forventninger til afkast ikke kan forenes. Samtidig er det svært at sammensætte en stor bred aktierisiko, da meget få børsnoterede aktier faktisk kan leve op til kravene. Så vores forsigtige bud er, at produkterne fra pensionsselskaberne nok skal få en god plads i vores kunders valg, men det er først, når vores kunder accepterer sandsynligheden for et lavere afkast i en tid, hvor det alt andet lige kan være bedre at investere i de nuværende traditionelle markedsrenteprodukter.
En anden ting, som også kan være med til at forvirre den enkelte opsparer, er, hvornår skal jeg reducere min risiko og kan jeg bevare en eller anden form for markedsrisiko, selvom jeg er blevet senior? Svaret er ikke enkelt, men ja, det kan du i det fleste pensionsselskaber.
Kan RTM bidrage til det rette pensionsvalg?
I RTM A/S er vi klar til en vejledning om risiko og i, hvordan vores kunder kan finde frem til deres risiko på den lidt længere bane. Men vi må ikke rådgive om et valg eller pege på et bestemt produkt, så det er nødvendigt med en god vejledning og instruks frem mod eget valg af risiko. Og det gør vi meget gerne. En stor del af tiden i vores personlige rådgivninger, er afsat til denne vejledning.
Hvad kan du selv gøre?
Når du kender dit pensionsselskab, så søg mere viden i deres univers af beskrivelser på deres hjemmesider. Det giver også muligheden for at tage en risikotest før du vælger den risiko du i dag med fordel kan vælge frem mod pensionering.