4353 1444 mail@rtm.dk

Af Henning Toftager, direktør, RTM Forsikring

Året 2022 var et hårdt og udfordrende år for virksomhedskunder. Stigende inflation og højere renter, kombineret med faldende kapacitet og skærpet appetit hos forsikringsselskaberne, gav os svære betingelser for rimelige fornyelser 2023.

Vores medarbejdere arbejdede hårdt for at sikre vores kunder de bedste mulige betingelser og priser, og jeg er meget tilfreds, med de opnåede resultater.

Jeg har i løbet af januar og februar afholdt møder med flere forsikringsselskaber, for at undersøge, hvorledes vi kan forvente kapacitet og appetit i år. Samstemmende lyder det fra flere sider, at der er stor lyst til at bringe konkurrencen tilbage i forsikringsmarkedet. Selskaberne har mål om vækst på alle områder, og det ser jeg som en forudsætning for et fornuftigt år.

Men: Det store ubekendte er konsekvenserne af det nylige jordskælv i Tyrkiet og Syrien. For udover de tragiske menneskelige konsekvenser, er der ligeledes kæmpe økonomiske udfordringer. I første omgang skal skaderne betales af de respektive forsikringsselskaber men deres regninger forventer at sendes videre til deres genforsikringsselskaber. Og det kan presse priserne for genforsikring i vejret.

Når genforsikringsselskaberne bliver presset af store katastrofer, svarer de igen ved at hæve prisen over for deres kunder, deriblandt danske forsikringsselskaber, som så igen hæver priserne på danskernes forsikringer for at fastholde deres indtjening.

Der er ingen tvivl om, at de største tab ved jordskælvet i Tyrkiet er de menneskelige.

Dernæst er det tydeligt at se, at de fysiske ødelæggelser er enorme. Det indikerer, at der ikke mindst bliver tale om store erstatningsudgifter til bygninger og løsøre.

Men ofte viser det sig, at forsikring af driftstabet kan være langt større, fordi virksomheden ikke kan operere i lang tid. Hvis der er tale om f.eks. produktionsvirksomheder, kan der være tale om meget kostbare produkter, der er gået tabt, og derfor bliver driftstabet endnu større.

Prisen for en katastrofe:

    • De danske forsikringsselskaber, som Tryg, Topdanmark og Codan, dækker danskernes omkostninger, når uheldet er ude.
    • Men ved større ødelæggelser, som når en naturkatastrofe rammer, kan prisen blive for høj for forsikringsselskaberne, og så går de til deres eget forsikringsselskab, typisk de store globale genforsikringsselskaber som bl.a. Munich Re og Swiss Re.
    • Når genforsikringsselskaberne ved bl.a. meget store naturkatastrofer bliver presset økonomisk af krav fra mange af deres kunder, forsikringsselskaberne, hæver de efterfølgende priserne over for deres kunder verden over, herunder Tryg, Codan og Topdanmark.
    • De sender så ofte regningen videre til de danske kunder.